Monthly Archives: november 2010

These boots are made for walking

Sandaler og shorts skal købes i februar-marts og vinterfrakker og –støvler i august-september. Vel at mærke hvis man vil vide sig sikker på at finde de eftertragtede elementer i rette størrelser i butikkerne (for nettet gælder lidt andre regler). Sådan er det bare. Lad det være slået fast! Er sneen først begyndt at falde kan du godt glemme alt om at finde lune luffer. Selv fandt jeg frakken, da jeg var på sommerferie i USA og støvlerne er fundet på nettet (www.thecorner.com) men endnu ikke erhvervet. Jeg er forelsket, jo tak, det er både sikkert og vist, og det i to forskellige fyre. Smukke Maison Martin Margiela forfører mig med sin air af rødbrun ride-inspireret ankelstøvlet mens Marsèll taler hårdt og bestemt til mine mere kantede fornemmelser.

What is a boy to do?


Fremtiden er nu

I fredags tog jeg min veninde Marie under armen og frekventerede åbningen af Fremtiden på hjørnet af Elmegade og Nørrebrogade. Butikken fungerer som et samarbejde mellem Dansk Røde Kors og Art Rebels, der præsenterer særligt udvalgte vintage (læs: genbrug) styles i den lille, hyggelige forretning. I Fremtiden er fortiden ikke kun repræsenteret ved tøjet på bøjlerne. Indretningen er også holdt i genbrugstræ og –planker kombineret med gamle teaktræs-skuffedarier. Priserne er lidt højere end i sædvanlige second hand butikker, men til gengæld slipper man for selv at gennemrode alt det mindre eftertragtelige og så går al indtjening stadig til Røde Kors.    

Fremtiden er åben torsdag og fredag fra 12-18 og lørdag fra 10-16.